DNA

Article on other languages:

Animation af en roterende DNA struktur
Den kemiske sammensætning af DNAmolekylet

Deoxyribonukleinsyre (forkortet DNA) er en nukleinsyre, der indeholder de genetiske instruktioner, der benyttes i udviklingen og opretholdelsen af alle kendte levende organismer og nogle virus. Det er så at sige livets alfabet og består af en polymer af deoxyriboseenheder (nukleotider). Et nukleotid består af en sukkergruppe (deoxyribose (pentose)), en kvælstofholdig base og en eller flere fosfatgrupper. De kvælstofholdige baser er dels purinerne adenin (A) og guanin (G) og dels pyrimidinerne thymin (T) og cytosin (C). Nukleotider benævnes ofte med forbogstavet fra deres base, hvorved bogstaverne i det genetiske alfabet fremkommer: A, G, T og C. Nukleotider kombineres og danner nukleinsyrer (polynukleotider).

Indholdsfortegnelse

DNA og gener

DNA-molekylet består af to lange kæder, der snor sig om hinanden i en dobbeltspiral. Hos eukaryote organismer (ikke bakterier eller archaea) ligger dna-stykkerne, kaldet kromosomer, i cellernes cellekerne. I bakterier (prokaryoter) er der et ringformet kromosom, og eventuelt mindre ringformede stykker dna kaldet plasmider, og begge dele findes i cellens cytosol.

Det vil derfor sige, at kopiering og transskription er adskilt i tid og rum i en eukaryot celle, men ikke i en prokaryot.

Rækkefølgen af nukleotiderne ("bogstaverne") i DNA bestemmer rækkefølgen af aminosyrer i det protein (genprodukt) som DNA'et koder for, og denne nukleotidrækkefølge kaldes den genetiske kode. Ved transskription kopieres informationen i genet fra DNA til mRNA (messenger-RNA) af enzymet RNA polymerase. Det fremkomne mRNA translateres ("oversættes"), i eukaryoter efter modifikation og eksport fra cytosolen, til protein (en polymer af aminosyrer) af et ribosom, der enten kan flyde frit i cytosolen eller i eukaryoter være bundet til det endoplasmatiske reticulum; i sidstnævnte tilfælde føres det syntetiserede protein ind i lumen af det endoplasmatiske reticulum.

DNA-molekylerne udgør arvemassen (også kaldet genomet) med alle dens gener (arveanlæg), og det fastlægger den enkelte organismes karakteristika og funktioner. Forskellige dna-sammensætninger er med andre ord medvirkende til, at levende organismer udvikler sig forskelligt. DNA kan methyleres af enzymerne DNA methyltransferase, hvilket normalt bevirker at de methylerede områder ikke transkriberes. Dette er især vigtigt under embryoudvikling og for udviklingen af kræftceller.

Ud over kromosomernes DNA er der hos eukaryoter selvstændigt DNA i mitochondrier, og hos planter desuden også i kloroplastrene (grønkornene). Dette DNA er ringformet ligesom bakterielle kromosomer.

Replikation

DNA-dobbeltspiral under replikation.

Replikation starter med at dobbeltspiralen (dobbelthelix) foldes ud. Helicase skiller de to strenge fra hinanden. SSB'ere sætter sig på de to oplynede strenge for at de ikke lyner sig sammen igen. Derefter sætter primase en kort RNA-primer på. Når primeren er sat på går DNA polymerasen i gang med at sætte komplementære nukleotider på; i 5'-3'-retningen kører det fint, men da polymerasen kun kan sætte nukleotider på i den ene retning replikeres den modsatte streng i fragmenter kaldet Okazaki-fragmenter. Dette går ud på at der sættes endnu en RNA Primer på strengen, længere inde end den første. Polymerasen tilføjer nu nukleotider helt hen til RNA Primeren. RNase H fjerner RNA Primeren og Polymerasen færdigør strengen. For at linke det sidste stykke DNA sammen, sætter ligasen et deoxyribosemolekyle. Polymerasen går nu tilbage til den nye RNA Primer og processen gentages igen.

Historie

DNA blev først isoleret af Friedrich Miescher i 1869. Eftersom det fandtes i cellekernerne kaldte han det "nuclein". I 1929 identificerede Phoebus Levene nukleotidet som bestående af en baseenhed, en sukkergruppe og en fosfatgruppe. Levene foreslog, at DNA var strenge af nukleotider bundet sammen via fosfatgruppen. I 1927 frembragte William Astbury de første røntgendiffraktionsmønstre, som viste at dna havde en regulær struktur.

DNA's rolle som det arvbærende materiale blev slået fast af Alfred Hershey og Martha Chase, da de viste at DNA er arvemateriale i T2-phager.

DNA's struktur blev beskrevet af James D. Watson og Francis Crick i 1953, baseret på røntgendiffraktionsmålinger af Rosalind Franklin og Maurice Wilkins. Watson, Crick og Wilkins fik Nobelprisen i medicin i 1962 for beskrivelsen af DNA's struktur.

Junk-DNA

Uddybende artikel: Junk-dna.

I molekylærbiologi er "junk-DNA" en samlet benævnelse for kromosomers eller genomers DNA-sekvenser som ikke ser ud til at have nogen funktion. Op imod 97 % af det menneskelige genom er blevet klassificeret som "junk". Sandheden om Junk DNA - er at vi først er begyndt at udforske de mange milliarder gener i DNA - så dem vi ikke kender - bliver her kaldt JUNK-DNA. Der ligger et kæmpestort arbejde i mange år frem i tiden, til at udforske - hvilke funktioner denne store gruppe varetager.

Se også

s·d·r
Typer af nukleinsyrer
Bestanddele
Ribonukleinsyrer
Deoxyribonukleinsyrer
Nukleinsyre analoger
Klonende vektorer
Biokemiske hovedfamilier
Saccharider • Kulhydrater • Glycosider • • Aminosyrer • Peptider • Proteiner • Glycoproteiner • • Lipider • Terpener • Steroider • Carotenoider
Alkaloider • Nukleobaser • Nukleinsyrer • • Enzyme cofactors da? • Flavonoider • Polyketider • Tetrapyrroler

Eksterne henvisninger

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Deoxyribonukleinsyre"

This article is from Wikipedia. All text is available under the terms of the GNU Free Documentation License.

Giant Panda

Mercedes Car
James Bond Guide
This site monitored by SitePinger.net