Danmarks Riges Grundlov

Poll without page-refresh

Create your own web poll

Article on other languages:

Danmark

Denne artikel er en del af:
Politik og regering i
Danmark

Grundlov
Kongerækken: Margrethe 2.
- Statsrådet
Parlament
- Formand: Thor Pedersen
Regering
- Statsminister
  - Anders Fogh Rasmussen
- Tidligere regeringer
Geopolitiske enheder:
- Amter
- Regioner
- Kommuner
Politiske partier
Politiske valg
- Folketingsvalg: 2007, 2005, 2001, 1998
Udenrigsrelationer
Se også:
- Færøernes politik
- Grønlands politik

Andre lande • Politik

se • diskutér • ret

Danmarks Riges Grundlov blev underskrevet i sin oprindelige form 5. juni 1849 af Frederik 7. Denne dato markerede dermed Danmarks overgang fra enevælde til konstitutionelt monarki.

Monrads arbejde med Grundloven

D.G. Monrad, der var blevet minister i martsministeriet 1848, skrev det første udkast, baseret på en samling af samtidens forfatninger, og udformede en skitse på 80 paragraffer, der i sin opbygning og grundidé ligner den nuværende danske grundlov. Regeringsudkastet blev siden sprogligt revideret af bl.a. minister Orla Lehmann.

Hovedprincippet: »Regeringsformen er indskrænket-monarkisk« (§ 2) kopierede Monrad efter den norske grundlov af 1814. Men han fandt også inspiration i den belgiske forfatning fra 1830, og til afsnittet om frihedsrettighederne kiggede han også på den amerikanske forfatning fra 1787 med dens tillæg om menneskerettighederne (Bill of Rights).

Magtens tredeling

Grundloven er baseret på idéen om magtens tredeling i den udøvende magt, den lovgivende magt og den dømmende magt. Idéen om at dele magten op blev først født af den engelske filosof John Locke. Locke delte magten op i en lovgivende magt samt to former for udøvende magt. Hans lære omtales korrekt som magtfordelingslære, fordi John Locke i mindre grad var præget af en ideologisk tilgang til magten, men snarere en idé om en arbejdsfordeling. Idéen om magtens adskillelse blev først fremsat af den franske filosof Montesquieu i en berømt bog fra 1748; "De l'esprit de lois". Heri gjorde Montesquieu rede for idéen ved at dele magten op, idet man derved opnåede den indbyrdes kontrolfunktion mellem magtens dele, der er så afgørende for en retsstat. Montesquieu modificerede John Lockes idé og delte magten op i de nu traditionelle tre dele. Det er - som ellers ofte omtalt - i denne forbindelse terminologisk forkert at omtale pressen som "den fjerde statsmagt", fordi pressen ikke indtager en forfatningsmæssig magtposition, som man kan karakterisere som en beslutningskompetence. Pressens magt er en indflydelseskompetence.

Den grundlovgivende rigsforsamling

Regeringens udkast blev forelagt den grundlovgivende rigsforsamling, som var valgt 5. oktober 1848 ved et valg med almindelig valgret for "uberygtede mænd over 30 år". De valgte medlemmer med 38 medlemmer, som var udpeget af kongen. De i alt 152 medlemmer interesserede sig mest for det rent politiske element: valgloven og sammensætningen af Rigsdagens to kamre, Folketing og Landsting, og den blev vedtaget i det stærke nationale sammenhold omkring Treårskrigen.

Ændringer i Grundloven

I anledning af 50 året for grundloven afholdtes i 1899 en borgerfest i Frederiksberg Have.

Siden er grundloven blevet revideret i 1866, 1915, 1920 og 1953.

I 1866 bidrog nederlaget i 1864 til en stramning af valgreglerne til Landstinget, hvilket førte til en lammelse af lovgivningsarbejdet og dermed til provisoriske love.
I 1915 blev stramningen fra 1866 ændret, og kvinderne fik valgret. Samtidig indførtes et krav om at 45% af de stemmeberettigede stemte for nye ændringer af grundloven.
I 1920 ændredes grundloven på ny som følge af Genforeningen og indlemmelsen af Sønderjylland.

Stramningen af grundlovsproceduren i 1915 gjorde bl.a. at Stauning ikke fik gennemført en grundlovsændring i 1939, selv om 966.000 stemte for, og 86.000 imod. Der manglede blot 11.762 ja-stemmer for at få gennemført ændringen^[1].

I 1953 nedlagdes Landstinget. Samtidig ændredes tronfølgeloven, så der indførtes kvindelig arvefølge til tronen. Dog har drengebørn fortrinsret til tronen. Endelig nedsattes kravet om 45% tilslutning til 40%.

Det er ganske få lovændringer over en så lang periode. Det skyldes, at grundloven ikke indeholder særlig detaljerede regler for de enkelte områder, men i udstrakt grad henviser til, at disse "ordnes ved lov". Et vigtigt eksempel herpå er bestemmelsen om afholdelse af valg til Folketinget. Grundlovens uændrede udseende over en lang periode skyldes imidlertid også, at det er ganske svært at ændre den, hvilket fremgår af dens § 88.

Vedtager Folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til Folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for Folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.

På trods af ordlyden af visse bestemmelser, eksempelvis § 77, hvorefter censur "ingensinde på ny kan genindføres" vil det ved en grundlovsændring være muligt at afskaffe forbudet mod censur, ligesom det vil være muligt at genindføre enevælden osv.. Der er altså ingen begrænsninger for hvad lovgivningsmagten kan vedtage i forbindelse med en ændring af Grundloven efter § 88, men det vil i sidste ende altid være op til vælgerne om ændringerne skal ophøjes til ny grundlov.

Menneskerettigheder

Det er i øvrigt værd at bemærke, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved lov af 29.april 1992 er fastslået som gældende i Danmark. Herefter supplerer konventionen grundlovens paragraffer om menneskerettigheder (§§ 71-80), men konventionen erstatter ikke §§ 71-80.

Politiske partier

En anden bemærkelseværdig ting i forhold til den politiske praksis i Danmark er, at grundloven ikke direkte nævner politiske partier. Dog er det forudsat ved Grundlovens § 31, stk. 2, der nævner forholdstalsvalgmåden, at der eksisterer partier, da fordelen ved forholdstalsvalgmådens netop er, at partier har mulighed for at stille op i flere kredse, og dermed få tillægsmandater. Dog giver Grundloven kun meget begrænset vejledning mht. fremgangsmåden ved udpegning af regering, hvorfor man anvender kutymer og sædvaner, så som Kongelige Undersøgere og dronningerunder.

Statsoverhovedets symbolske status

Ved læsning af Grundloven er det vigtigt at "kongen" læses som "regeringen", jf. monarkens symbolske status. Dette er en konsekvens af bestemmelserne i Grundlovens paragraffer 12 og 13, hvorefter Kongen udøver sin myndighed gennem ministrene, der er ansvarlige for regeringens førelse, hvilket altså vil sige Kongen ikke selv kan foretage nogen retlig handling uden en ministers samtykke.

Den personlige retsstilling for medlemmer af kongehuset er stadig reguleret af Kongeloven. Dette beyder, at prinser og prinsesser først kan tiltales ved de almindelige domstole, når monarken har tilladt dette. Monarken kan nedsætte kongelige særdomstole, eller selv dømme medlemmer af kongehuset. Monarken kan også udstede kongelige huslove.

Centrale paragraffer

Grundloven af 1849

Den grundlovgivende rigsforsamling
Maleri af Constantin Hansen

Enkelte af Grundlovens paragraffer har særlig relevans eller er blevet debatteret kraftigere end de øvrige:

Paragraf 3

§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

Paragraffen er fundamental for den moderne, vesteuropæiske statsretstænkning, som fandt sin første store fortaler i den franske filosof Montesquieu i dennes lære om magtadskillelse, som primært finder sit udtryk i filosoffens store værk Om lovenes ånd (De l'esprit des lois) fra 1748.

Det er interessant, at man i Danmark ikke har valgt at adskille den lovgivende og den udøvende magt skarpt. En sådan hård adskillelse ser man bl.a. i USA.

Paragraf 4

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Her fastslås det, at Danmark har en officiel kirke, nemlig Folkekirken. Før den første grundlov var kirken en statsinstitution, og grundloven bevarer en del af det statslige element, men understreger med udtrykket folkekirke samtidig, at der også er områder, som hører under kirkens selvstyre. Folkekirkens tætte tilknytning til og styring fra staten gør, at nogle betragter den som en form for statskirke.

Kritikere har fremført, at et moderne samfund helt bør adskille kirke og stat og indføre reel religionsfrihed, mens forsvarerne anfører, at der i Danmark hersker religionsfrihed, blot ikke religionslighed. Se også Paragraf 68.

Paragraf 20

§ 20. Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Denne paragraf er blevet voldsomt debatteret i forbindelse med Danmarks EF- og EU-medlemskab, idet visse EF/EU-modstandere mener, at regeringen har overtrådt grundloven ved at afgive for meget suverænitet. Paragraffen siger, at regeringen kan afgive suverænitet, men at det skal defineres klart, hvilken suverænitet der afgives ("i nærmere bestemt omfang"). Statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev i 1996 sagsøgt af tolv EU-modstandere og skeptikere (ved adokaterne Chrisitan Harlang og Ole Krarup) af netop denne grund. Højesteret frifandt Poul Nyrup Rasmussen (og dermed tidligere regeringer) men fastslog at der er grænser for suverænitetsafgivelse. Danmarks EU-medlemskab er dog ikke i strid med grundloven.

Paragraf 68

§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

En gruppe katolikker har anlagt sag an mod den danske stat for overtrædelse af denne paragraf. Påstanden er, at katolikker og andre trossamfund samt ateister (indirekte) bidrager til den danske folkekirke, fordi staten dækker 40% af lønningerne til folkekirkens præster. Desuden bidrager staten gennem SU og gratis uddannelse til uddannelsen af disse præster. Sagen endte med frifindelse af staten i 2006^[2].

Paragraf 71

§71. Stk 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, forsåvidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.

Denne paragraf udspringer af habeas corpus princippet og udmønter sig i det såkaldte Grundlovsforhør.

Paragraf 72

§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

Denne paragraf skulle sikre borgerne mod vilkårlig indtrængen i deres bolig. Ikke desto mindre findes der over 150 lovbestemte undtagelser, hvilket har fået kritikere til at påpege, at boligens ukrænkelighed i praksis ikke eksisterer. F.eks. har myndighederne ret til uden dommerkendelse at kontrollere, om borgerne har sorteret deres affald korrekt.^{[Kilde mangler]}

Paragraf 77

§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Her bestemmes det at borgerne har ret til frit at ytre sig, men efterfølgende kan stilles til ansvar ved domstolene. Se mere herom i artiklen om ytringsfrihed.