Marokko

Article on other languages:

del.icio.us del.icio.us
Digg Digg
Furl Furl
Reddit Reddit
Rojo Rojo
Add to OnlyWire
المملكة المغربية
Al-Mamlakah al-Maġribiyyah
Marokkos flag Marokkos nationalvåben
(Flag) (Nationalvåben)
Nationalt motto: Allāh, al Waţan, al Malik
(Arabisk: Gud, Land, Konge)
Nationalmelodi: Hymne Chérifien
Marokkos placering
Hovedstad Rabat
34°1′ N 6°50′ W
Største by Casablanca
Officielle sprog Arabisk
Regeringsform Monarki
Mohammed VI
Abbas El Fassi
Uafhængighed
 • Anerkendt		 Fra Frankrig
2. marts 1956
Areal
 • Total
 • Vand (%)		  
446.550 km² (nr. 56)
Ubetydeligt
Indbyggertal
 • 2005 anslået
 • [[]] folketælling
 • Tæthed		  
32.725.847 (nr. 36)

73,3/km² (nr. 96)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger		 2005 anslået
54,6 mia. USD (nr. 57)
4.200 USD (nr. 106)
Valuta Marokkansk dirham (MAD)
Tidszone
 • Sommer (DST)		 (UTC+0)
(UTC+0)
Nationalt topdomæne .ma
Telefonkode +212
Kendingsbogstaver (bil) MA
Luftfartøjsregistreringskode CN

Marokko (arabisk: المغرب) er et land i Nordvestafrika. Det har grænse med Vestsahara i sydvest, og Algeriet i øst. Kystlinjen vest for landet udgøres af Atlanterhavet. Hovedstaden er Rabat. Casablanca er landets største by.

Landet er langs sin 800 km lange kyst åbent overfor Atlanterhavets påvirkning. I det bjergrige østlige Marokko strækker bjergkæderne Atlas og Rif sig fra syd til nord. De er dækket af sparsom bevoksning. Her bor berberfolket, der er nomader. På sletten ved foden af bjergene dyrkes der citrusfrugter, grøntsager og forskellige kornsorter. På de vestlige bjergskråninger findes en udbredt kvægdrift samt miner rige på fosfat, zink og bly. På sletten ud mod kysten dyrkes druer og citrusfrugter. Fiskevandene er rige, men udnyttes overvejende af udenlandske fiskeflåder. Jorderosionen er en konsekvens af forskellige faktorer, herunder ekspansionen af landbrug ind på marginale jorde, overgræsningen af græsgangene som følge af overskuddet af dyr, ødelæggelsen af vegetationen ifbm. indsamlingen af brænde og omdannelsen af skovområder til opdyrket land. Der er taget nogle initiativer for at vende denne proces, overvejende ved plantning af ny skov.

Indholdsfortegnelse

Historie

Blandt de nordafrikanske imperier, der gennem århundreder dominerede den iberiske halvø, indtog Marokko pga. sin geografiske placering en hegemonistisk position - placeret mellem Europa på den ene side og handelsruterne gennem Sahara på den anden side. Selvom Fez og Marrakech ikke havde samme intellektuelle gennemslagskraft som Cairo, blev deres politiske indflydelse mærket så langt væk som i Timbuktu og Valencia. De nære forbindelser til Spanien var under epoken med kalifstyre i Córdoba kulturelt stærkt berigende for Marokko, men i slutningen af generobringen af den iberiske halvø fik de stærkt negative konsekvenser for Marokko. Krigen førtes over på det afrikanske kontinent, hvor spanierne erobrede fæstningsværker ud til Middelhavet: Ceuta i 1415, Tanger i 1471 og Melilla i 1497. Den europæiske flådekontrol hæmmede den marokkanske handel mellem Middelhavet og Atlanterhavet og førte til et drastisk fald i handelsaktiviteten.

Til forskel fra Algeriet og Tunesien blev Marokko aldrig formelt indlemmet i det Osmanniske rige, men drog dog fordel af tilstedeværelsen af de tyrkiske tropper i regionen, der udgjorde en bremse for den spanske ekspansion. Den skrøbelige ligevægt gjorde det muligt for sultanerne at bevare deres uafhængighed helt frem til det 20. århundrede. I overensstemmelse med sin politik for økonomisk infiltration havde Frankrig tiltvunget sig kontrol over kongedømmets finanser for på denne måde at administrere udlandsgælden, samtidig med at det lå i konflikt med Tyskland om det politiske overherredømme i regionen. En aftale med Spanien om grænserne for spansk Sahara samt aftaler med sultan Muley Hafid, om at denne skulle stoppe sin støtte til rebellerne i Sahara, bidrog til sikring af det franske mål: En inddæmning af Tyskland.

Fransk protektorat

En aftale i 1912 mellem Frankrig, Spanien og Storbritannien gjorde landet til fransk protektorat og delte det op: Spanien fik Rifregionen i nord - herunder enklaverne Ceuta og Melilla - samt i syd Ifni og Sahara. England opnåede en aftale med franskmændene om Egypten og Sudan. Tanger blev erklæret for international frihavn, og sultanens rolle blev begrænset til at være kransekagefigur.

De spansk kontrollerede zoner blev hurtigt tilholdssted for nationalister, der var utilfredse med den europæiske dominans. Det var i disse zoner, at berberoprøret i 1921 startede under ledelse af emiren Abdel Krim (Abd-al-Karim al-Khattab). Med støtte fra 3. Internationale og den panislamiske bevægelse erklærede han oprettelsen af Republikken af de forenede stammer i Rif, bragte stammerne i det indre af landet i oprør og satte spanierne i defensiven. Franskmændene intervenerede, hvilket blot udvidede oprøret til hele landet, og først i 1926 lykkedes det franskmændene at tvinge emiren fra magten.

I området i syd var den spanske kontrol stort set kun formel, da franskmændene pressede på for at få standset områdets status som tilholdssted for rebelske flygtninge fra Algeriet, Marokko, Sahara og Mauretanien.

Under 2. verdenskrig foregik der en konstant nationalistisk agitation, og kravet om befrielse blev så påtrængende, at selveste sultanen Mohamed V gjorde sig til talsmand for kravet. For at berolige folket overvejede Frankrig at gå så langt som til at rehabilitere den gamle emir Abdel Krim, der var sendt i eksil på Réunion. Den gamle kæmper benyttede sig af en mellemlanding i Egypten til at flygte fra skibet og søge tilflugt i Cairo, hvor han døde i 1963. Den stigende spænding i landet førte til, at Frankrig i 1953 fjernede Mohamed V fra tronen, men dette skridt bidrog blot til en yderligere radikalisering af den nationalistiske bevægelse, der indledte væbnet kamp. Det folkelige pres banede i sidste ende vejen for sultanens tilbagevenden til tronen.

Selvstændighed

Den 2. marts 1956 blev franskmændene tvunget til at anerkende Marokkos fuldstændige selvstændighed, og den 2. marts er derfor Marokkos nationaldag.

Den 7. april 1956 genindlemmede Marokko Melilla, Tánger og den "specielle zone" i Ceuta i sit territorium, men havnene i de 2 byer er i dag fortsat under spansk kontrol. Ifni-enklaven blev leveret tilbage til Marokko i 1969.

Mohammed V's intention var "at gå langsomt frem" med moderniseringen af landets økonomiske og politiske institutioner. Men hans søn, Hassan II, der efterfulgte faderen ved dennes død, havde mere konservative ideer. Hans teokratiske regime (hans familie nedstammer fra profeten Muhammed) og et magtsystem baseret på tjenester og pligter i bedste paternalistiske stil, hindrede udviklingen af et autentisk nationalt borgerskab. Samtidig opmuntrede kongen udenlandske investeringer - især franske - til udbytningen af landets rigdomme.

Hassan tøvede ikke med i 1965 at beordre oppositionslederen, Ben Barka, dræbt. Han var leder af det stærke oppositionsparti, De folkelige kræfters nationale Union (UNFP), der krævede, at der skulle gennemføres et økonomisk og socialt program til fordel for folkeflertallet af arbejdere og bønder.

Forsvindingen af Ben Barka i Paris blev fulgt op af brutal repression af de folkelige kræfter. UNFP blev splittet, og den gruppe, der fastholdt Ben Barkas idealer, blev tvunget til at operere under jorden, mens gruppen ledet af Abderrahim Buabid tog navneforandring til Den socialistiske Union, men forrådte samtidig sine principper for at kunne tage plads som minoritetsparti i parlamentet. Partiet Istiqlal konverterede sin oprindelige antikolonialisme til højrefløjsnationalisme og ekspansionisme. Det støttede kong Hassans projekt, der gik ind for dannelsen af et stor-Marokko gennem anneksion af Vestsahara og om muligt også af Mauretanien.

Da Spanien i 1975 trak sig ud af Vestsahara, besatte Marokko de nordlige to tredjedele, mens Mauretanien besatte resten. Mauretanien trak sig ud i 1979, hvorefter Marokko besatte hele Vestsahara.

Omkostningerne ved krigen, faldet i fosfatpriserne på verdensmarkedet samt den mistede støtte fra Saudiarabien, efter at kong Hassan støttede Camp David-fredsaftalen mellem Egypten og Israel, var alle faktorer, der bidrog til at skærpe af den økonomiske krise. De politiske konsekvenser af krisen lod ikke vente på sig. 1979 var kendetegnet ved store studenter- og arbejderdemonstrationer. Det var samtidig et hårdt slag for regeringen, at Mauretanien i august 1979 trak sig ud af krigen om Sahara. Marokko måtte nu bære eneansvaret for krigens fortsættelse.

1980'erne og -90'erne

Tørken i 1980-81 førte til mangel på fødevarer og tvang regeringen til at importere sådanne, hvilket øgede landets udlandsgæld til et helt utåleligt niveau. IMF kom regeringen til undsætning med hastelån, men stillede samtidig krav om, at regeringen skulle fjerne subsidier til fødevarer og boliger. Det gjorde livet endnu vanskeligere for de fattigste. De ambitiøse planer om økonomisk udvikling kom i krise, og en eksport af arbejdsløsheden blev begrænset af de restriktioner, Frankrig indførte mod indvandringen af emigranter.

Krisen blev yderligere forstærket, da en række moderate oppositionspartier brød den politiske våbenhvile. De folkelige kræfters socialistiske Union (USFP) indledte demonstrationer vendt mod regeringen. Denne undertrykte protesterne med vold i Casablanca i juni 1981. Det kostede ifølge de officielle oplysninger 60 dræbte, men ifølge oppositionen 637 dræbte. 2.000 personer blev fængslet. Denne massakre i Casablanca markerede det endelige brud mellem kongen og de resterende partier på venstrefløjen, der ikke ønskede at fortsætte med at betale den høje pris for krigen i Sahara: Over en 1 million dollars dagligt.

Med stagnationen i krigsførelsen viste der sig i starten af 1983 tegn på interne modsætninger i hæren. Den militære krise blev offentligt kendt med mordet på general Ahmed Dlimi, øverstkommanderende for de kongelige væbnede styrker, der døde under mystiske omstændigheder efter at have haft kontakter i Europa mhp. en afslutning af krigen i Sahara.

Den 10. juni 1983 gik marokkanerne til stemmeurnerne for at vælge 15.492 byrådsmedlemmer i hele landet. Ifølge de internationale valgobservatører var optællingstallene fra regeringen manipulerede. Oppositionen på venstrefløjen kritiserede svindelen og beskyldte kong Hassan II for at negligere den folkelige vilje.

I 1984 blev den Demokratiske Arabiske Saharaui Republik (RASD) optaget som medlem i den afrikanske enhedsorganisation OAU. Marokko reagerede med at trække sig ud af OAU. RASD var blevet proklameret af partisaner fra Frente Polisario i det tidligere spansk Sahara i 1976.

Som øverste religiøse repræsentant begyndte den marokkanske konge at bekymre sig over fremkomsten af nye islamiske strømninger, der er i ekspansion over hele den arabiske verden. Af denne årsag øgede kong Hassan de administrative virkemidler for at styrke magten blandt ulemas og andre religiøse repræsentanter.

I 1987 foreslog den marokkanske monark den spanske kong Juan Carlos, at begge landes regeringer nedsatte en analysegruppe for undersøge Ceuta og Melillas fremtid. Men forslaget blev ikke positivt modtaget i Spanien, der insisterede på den spanske tilstedeværelses "historiske karakter" i Ceuta og Melilla.

Efter 12 års spændinger genetablerede Marokko og Algeriet i maj 1988 diplomatiske forbindelser takket være mægling fra Saudiarabien og Tunesien. Baggrunden for afbrydelsen af relationerne havde været krigen i Sahara, hvor Algeriet fra starten åbent støttede saharaui-nationalisterne. Tilnærmelsen mellem de lande muliggjorde bygningen af en gasledning, der forener begge lande med Europa via Gibraltarstrædet. Et fælles algiersk-marokkansk selskab med hovedsæde i Rabat blev fra 1995 gjort ansvarlig for transporten af 10-15 milliarder m3 algiersk gas årligt.

Dag for dag øges antallet af arbejdsløse i Marokko. Årligt forlader 1 million mennesker landdistrikterne og flytter ind til byen, hvilket har forværret boligsituationen, vandforsyningen, renovationen og andre serviceydelser drastisk. Dette øger atter emigrationen til Europa. Alene i oktober 1992 blev 800 marokkanere arresteret i Tarifa i det sydlige Spanien, da de illegalt forsøgte at komme ind i landet.

I 1992 fandt en tilpasning af økonomien sted. Statsunderskuddet var blevet reduceret fra 10% af budgettet i 1980'erne til 3,2% i 1992. Handelsbalancen kom i ligevægt, og valutareserverne blev øget.

FN's internationale kontor for kontrol med narkotika har kritiseret, at mange bønder i lande som Marokko er begyndt at dyrke opiumsvalmuer og coca, der er råvarer for produktionen af henholdsvis heroin og kokain.

Tilnærmelsen i Sahara mellem Algeriet og Marokko åbnede for forsøg på en forhandlingsløsning af konflikten med udgangspunkt i en folkeafstemning under FN's kontrol, i hvilken Vestsaharas befolkning skulle vælge mellem selvstændighed eller indlemmelse i Marokko. Men den marokkanske regering har siden forhalet processen i tillid til befrielsesbevægelsen Polisarios endelige sammenbrud.

Tortur og forsvindinger er hverdag for ikke blot befolkningen i Saharui, men også for den marokkanske befolkning. Nubier Amauí, der er generalsekretær for den Demokratiske Arbejderføderation, blev idømt 2 års fængsel for bagtalelse af den marokkanske regering. Han blev løsladt flere måneder senere efter oppositionens sejr i parlamentet. Den marokkanske menneskerettighedsorganisation rapporterede i 1993 om eksistensen af 750 politiske fanger.

Kong Hassan udskiftede i august 1992 premierminister Azedine Larakis regering og udpegede en ny ledet af Mohamed Karim Lamrani, der var regeringsleder i perioden 1971-83. Regeringen udskrev folkeafstemning om en ny forfatning, der gav øgede beføjelser til parlamentet. Under alle omstændigheder bevarede kongen retten til at udpege premierministeren.

Ved det første valg efter forfatningsændringen i juni 1993 vandt oppositionen 99 ud af de 222 pladser mod regeringspartiets 74. To måneder senere i Casablanca indviede kong Hassan under spektakulære former en af verdens største moskeer. De havde kostet 536 mio. dollars at bygge den.

Trods forfatningsændringen var kongens politiske indflydelse stadig enorm, og i maj 1994 udpegede han et af sine familiemedlemmer, Abd al-Latif Filali, til premierminister. I august kom kongen med en overraskende opfordring til integration af det berberiske sprog og kultur i det nationale liv.

Landets økonomiske situation forværredes brat i 1995, da tørke reducerede høsten til en sjettedel af, hvad den var året før. Bruttonationalproduktet, der var vokset med 12% i 1994, faldt 4% i 1995. Efter vanskelige forhandlinger undertegnede Marokko og EU i november en ny samarbejdsaftale.

Regeringen offentliggjorde i starten af 1996, at den ville sætte en række reformer af forfatningen til folkeafstemning. Forandringen gik grundlæggende ud på at danne et lovgivende tokammersystem og blev vedtaget i september. Kongen bevarede retten til at opløse kamrene. Privatiseringerne fortsatte med salget af nogle offentlige virksomheder.

Underhuset, Majlis an-Nawwab, med 325 medlemmer vælges ved direkte valg hvert 5. år og har det lovgivende ansvar. Overhuset, Majlis ash-Shura, med 270 medlemmer vælges ved indirekte valg og har konsultativ karakter.

I september 1997 indgik Marokko og Polisario en aftale om genoplivning af fredsplanen for Vestsahara, udveksling af fanger, løsladelse af politisk tilbageholdte, tilladelse til tilbagevenden af flygtninge og indkvartering af tropperne. Endvidere fastlagde aftalen, at der skulle afholdes en folkeafstemning om Vestsaharas fremtid: selvbestemmelse eller indlemmelse i Marokko.

Ved valget i november 1997 vandt en koalition bestående af 4 oppositionspartier 102 af parlamentets 325 pladser. Koalitionen rummede bl.a. De folkelige kræfters socialistiske Union (USFP), der tegnede sig for 57 pladser og Uafhængighedspartiet med 32. Højrealliancen Wifaq, der støtter regeringen, fik 100 pladser iberegnet Den forfatningsmæssige Union (UC) med 50. Regeringens centrumsalliancepartnere fik 97 pladser iberegnet Den nationale union af Uafhængige med 46. Dette gav regeringen en bred parlamentarisk opbakning.

I februar 1998 udpegede kong Hassan lederen af USFP, Abderrahmane El Youssoufi, til premierminister og i marts udnævnte han den nye regering. I marts 1999 og efter flere udsættelser anmodede regeringen endnu en gang FN om udsættelse af den planlagte folkeafstemning i december. De marokkanske myndigheder foreslog marts 2000 som ny dato. Men efter at have studeret situationen og uoverensstemmelserne mellem regeringen og Polisario i Vestsahara, besluttede FN's generalsekretær at udsætte afstemningen til et ikke fastlagt tidspunkt inden 2002. Datoen havde oprindelig været fastlagt til 1991.

Mohammed VI

Hassan II's død i juni 1999 og hans søn Mohammed VI's overtagelse af tronen medførte store politiske forandringer i landet. Den nye konges første handling var benådningen af omkring 800 politiske fanger. I en Tv transmitteret tale i august forpligtigede kongen sig til at bekæmpe den sociale ulighed, volden i hjemmene, arbejdsløsheden og flugten fra landområderne. Polisario hilste kongens første politiske tiltag velkommen og specielt beslutningen om at fremskynde folkeafstemningen om Vestsaharas fremtid. I november fremsatte Mohammed VI forslag om en slags selvstyre i det besatte område.

Samme måned afsatte han indenrigsminister Driss Basri, der i næsten 20 år havde bevaret sin post gennem skiftende regeringer. Under festligholdelsen af Ramadan i januar 2000 bekendtgjorde kongen løsladelsen af yderligere 2000 politiske fanger. I marts udløste et lovforslag fra regeringen om større rettigheder til kvinder både støtte- og moddemonstrationer. Med loven ville polygami blive forbudt, ægteskabsalderen for kvinder ville blive forhøjet fra 14 til 18 år, kvinder ville blive tilkendt halvdelen af værdierne ved en skilsmisse, og denne skulle overvåges af en dommer og ikke som hidtil udelukkende efter mandens forgodtbefindende.

I august offentliggjorde kongen fundet af store gas- og olieforekomster ved landets østlige grænse. Nogle uafhængige medier vurderede, at der kunne være tale om 20.000 millioner tønder olie.

Iflg. en rapport fra det marokkanske fængselsvæsen publiceret i maj 2001 er landets fængselsvæsen præget af korruption, vold, sygdomme og overgreb mod børn, hvoraf mange er under 12 år. Samtidig er de 44 fængsler notorisk overbefolkede, idet de huser 80.000 fanger, men er bygget til det halve. De sanitære forhold leder tanken hen på tidligere historiske perioder. Iflg. rapporten får de indsatte kun den mad, som deres familier bringer efter først at have måttet bestikke fængselspersonalet.

Terroraktionen i New York 11. september 2001 medførte en forværring af forholdet til Spanien. Madrid strammede kontrollen i Ceuta og Melilla og krævede samtidig, at Marokko gjorde mere for at begrænse strømmen af illegale flygtninge til Spanien. Kun få dage før Mohamed VI skulle indlede sit officielle besøg i Vestsahara, kaldte Marokko den 27. oktober sin ambassadør i Spanien hjem til konsultationer og aflyste et gensidigt topmøde, der var planlagt til december.

Turismen faldt drastisk efter 11. september - især strømmen af turister fra USA. Myndigheder og indflydelsesrige personer i Fez samlede derfor i januar 2002 en delegation, der i april rejste til New York for at meddele den nordamerikanske offentlighed, at den ville blive budt varmt velkommen i Marokko.

Mohamed VI brød traditionen, da han offentliggjorde nyheden om sit bryllup og navnet på den udkårne: den 24-årige ingeniør, Salma Bennani. Iflg. iagttagere var brylluppet tegn på en modernisering af landet, og det forventes, at kongens hustru vil skaffe landets kvinder en mere fremtrædende rolle i det offentlige liv.

I starten af 2003 genoptog Marokko de diplomatiske forbindelser med Spanien, der havde været afbrudt siden 2001.

Et terrorattentat i Casablanca i maj 2003 kostede 45 livet. Iflg. regeringskilder var terroristerne medlemmer af Sirat al-Mustaqim, der er en del af Salafiya-Jihadiya bevægelsen, men det var ikke muligt at fastslå, om al-Qaeda var indblandet. I forlængelse af terroraktionen vedtog Marokkos parlament meget vidtgående terrorlove, der udvider terror-begrebet til at omfatte alle former for forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

I februar 2004 besluttede Frente Polisario ensidigt at løslade 100 marokkanske krigsfanger som en humanitær gestus og støtte til freden. Med løsladelsen var i alt 1743 fanger blevet løsladt af Polisario siden 2000.

Den 24. februar 2004 ramte et jordskælv den nordøstlige del af landet med en styrke på 6,5 på Richter skalaen. Dets epicentrum lå 15 km fra byen Alhucemas. Med 564 dræbte og 300 sårede var der tale om det blodigste jordskælv siden 1960, hvor et jordskælv ødelagde byen Agadir i landets sydvestlige del og kostede 12.000 mennesker livet.

Geografi

Satellitbillede af Marokko

Landet udgøres af Atlasbjergende, hvori der udspringer adskillige floder. Floderne afvander den store slette mellem bjergene og Atlanterhavet. Landet grænser op til Sahara. Marokko er i udkanten af den af den afrikanske plade

  • Grænsestrækning på land total: 2.017 km
  • Landegrænser: Algeriet 1.559 km, Spanien
  • Kystlinje: 1.835 km
  • Højdeforskelle: Lavest: Sebkha Tah -55 m, Højest: Jebel Toubkal 4,165 m
  • Naturressourcer: fosfat (75 % af jordens ressourcer), kul, jernmalm, zink, fisk, salt, frugt & grønt

Man har problemer med skovene i Atlasbjergene som forsvinder og erstattes af tør busksteppe. Klimaet er ikke ideelt for landbrug alle steder, så kunstvadning udnyttes. Jo længere mod syd, jo mindre nedbør. Af landet er fordeling af jorden således:

  • Opdyrket jord: 21%
  • Blivende græsgange: 47%
  • Skov og skovstrækninger: 20%

Økonomi

Centralbanken i Marokko (Bank Al Maghrib)

Overrisling af jord danner grundlag for landbrugsvarer som eksport. Grønsager og citrusfrugter går som eksport. Til egen brug produceres majs, hvede og byg som regel i små landbrug. I bjergene holdes kvæg. Overbefolkning har fået befolkningen til at dyrke intenst, hvilket skader naturen. Overdrevet kvæghold har skabt tørre områder.Primære erhverv beskæftiger ca. 46 % af befolkningen. Fiskeri er i en vis udstrækning omkring kysterne.

Landet er verdens største eksportør af fosfat og landet besidder også det meste af verdenens fosfat. Man har kun beskedne mængder olie, og man må importere 80% af olien fra udlandet.

I det hele taget burde man bruge sin ressourcer bedre. Det har fået regeringen til at søge udenlandske investeringer og landet er ved at blive liberaliseret.

De største økonomiske problemer i Marokko angår arbejdsløsheden. I år 2008 anslås den til at være 9,8 %. Især landets ungdom står uden arbejde, hvilket har medført illegale udvandringer især til Frankrig og Spanien. Disse sender penge hjem til Marokko.

Demografi

Folket: Arabere (70%) og berbere (30%).

Religion: Den overvejende del af befolkningen er muslimsk (98,7%), de fleste sunni-muslimer. Endvidere kristne (1,1%), jøder (0,2%).

Sprog: Arabisk (officielt sprog). Berberisk, fransk og spansk tales også.

Politiske partier: Uafhængighedspartiet (Istiqlal) grundlagt i 1943, Den forfatningsmæssige Union (UC) oprettet i 1983, De folkelige kræfters socialistiske Union (USFP), Den nationale union af Uafhængige (RNI), Den folkelige berberiske Bevægelse, De folkelige kræfters nationale Union (UNFP), Partiet for fremskridt og Socialisme.

Sociale organisationer: Den nationale sammenslutning af marokkanske Arbejdere (UGTM), Den marokkanske Arbejderunion, Den demokratiske Arbejderkonføderation.

Militær

Væbnede styrker: 194.000 soldater (1996)

Paramilitære styrker: 40.000 kongelige gendarmer, 10.000 hjælpestyrker

Turisme

Byen Agadir i syd er mål for europæiske charterturister der tiltrækkes af den lange sandstrand til Atlanterhavet. Man oplevede en voldsom nedgang efter 11. september, men det ser bedre ud i dag. Fra Danmark organiserer Bravo Tours ogTjæreborg rejser dertil.

Provinser

Kort over Marokko (uden Vestsahara) Kort over Marokko (uden Vestsahara)
Kort over Marokko (uden Vestsahara)
Marokkos provinser (med Vestsahara)

Marokko (med Vestsahara) er inddelt i 16 provinser:

  1. Chaouia-Ouardigha
  2. Doukkala-Abda
  3. Fès-Boulemane
  4. Gharb-Chrarda-Béni Hssen
  5. Grand Casablanca
  6. Guelmim-Es Semara (delvis i Vestsahara)
  7. Laâyoune-Boujdour-Sakia El Hamra (delvis i Vestsahara)
  8. Marrakech-Tensift-El Haouz
  9. Meknès-Tafilalet
  10. Oriental
  11. Oued Ed-Dahab-Lagouira (i Vestsahara)
  12. Rabat-Salé-Zemmour-Zaer
  13. Souss-Massa-Draâ
  14. Tadla-Azilal
  15. Tangier-Tétouan
  16. Taza-Al Hoceima-Taounate

Eksterne henvisninger

s·d·r
Arabiske Liga
Algeriet • Bahrain • Comorerne • Djibouti • Forenede Arabiske Emirater • Irak • Jordan • Kuwait • Libanon • Libyen • Mauretanien • Marokko • Oman • Palæstina • Qatar • Saudi-Arabien • Somalia • Sudan • Syrien • Tunesien • Yemen • Ægypten
 Den arabiske ligas flag
s·d·r
Lande i Afrika
Algeriet • Angola • Benin • Botswana • Burkina Faso • Burundi • Cameroun • Centralafrikanske Republik • Comorerne • Demokratiske Republik Congo • Republikken Congo • Djibouti • Elfenbenskysten • Eritrea • Etiopien • Gabon • Gambia • Ghana • Guinea • Guinea-Bissau • Kap Verde • Kenya • Lesotho • Liberia • Libyen • Madagaskar • Malawi • Mali • Marokko • Mauretanien • Mauritius • Mozambique • Namibia • Niger • Nigeria • Rwanda • Sao Tome og Principe • Senegal • Seychellerne • Sierra Leone • Somalia • Sudan • Sydafrika • Swaziland • Tanzania • Tchad • Togo • Tunesien • Uganda • Zambia • Zimbabwe • Ægypten1 • Ækvatorialguinea
 Afrika
1 Ligger delvis i Asien
s·d·r
Organization of the Islamic Conferences medlemslande
Afghanistan • Albanien • Algeriet • Aserbajdsjan • Bahrain • Bangladesh • Benin • Brunei • Burkina Faso • Cameroun • Comorerne • Djibouti • Elfenbenskysten • Forenede Arabiske Emirater • Gabon • Gambia • Guinea • Guinea-Bissau • Guyana • Indonesien • Irak • Iran • Jordan • Kasakhstan • Kirgisistan • Kuwait • Libanon • Libyen • Malaysia • Maldiverne • Mali • Marokko • Mauretanien • Mozambique • Niger • Nigeria • Oman • Pakistan • Palæstina • Qatar • Saudi-Arabien • Senegal • Sierra Leone • Somalia • Sudan • Surinam • Syrien • Tadsjikistan • Tchad • Togo • Tunesien • Turkmenistan • Tyrkiet • Uganda • Usbekistan • Yemen • Ægypten
 Organization of the Islamic Conferences flag



Afrikansk geografi Stub
Denne artikel om afrikansk geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.		 Geografi
Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Marokko"

This article is from Wikipedia. All text is available under the terms of the GNU Free Documentation License.

Giant Panda

Mercedes Car
James Bond Guide
This site monitored by SitePinger.net